Levedygtige økologiske kalve
Projektets formål er at udvikle en managementpraksis for økologiske kalve, der sikrer kalvene immunisering, optimal gruppeopstaldning og som optimerer fodringen med pasteuriseret mælk. Projektet vil derfor understøtte en hurtig reduktion i sygdom og død i kalvenes første seks leveuger. Og det er effekter med stor økonomisk betydning for den økologiske mælkeproducent.
Projektet gennemfører i 2016 et forsøg på Aarhus Universitet (AU), Foulum i seks økologiske besætninger, som undersøger virkningen af optimeret management på diarré, luftvejsinfektioner og dødelighed.
Resultaterne fra Aarhus Universitet-forsøget generaliseres i et demonstrationsprojekt af SEGES Økologi og integreret i de økologiske anbefalinger og rutiner (SOPs) for pasning af økologiske kalve. Demonstrationsprojektet gennemføres i 2017 hos fire økologiske mælkeproducenter med en høj kalvedødelighed. Besætningerne introduceres til de nye principper og besøges herefter yderligere tre gange i et demonstrationsbesøg over otte måneder. I projektperioden registreres råmælkskvalitet, tid for tildeling af råmælk, diarré, luftvejsinfektioner samt antallet af døde kalve. Resultaterne offentliggøres løbende via fagpressen, elektroniske medier samt på Økologi-Kongres 2017.